73.000 kvadratmeter nyt domicil til Danske Bank

Totalentreprise på opførelse af 73.000 kvadratmeter stort kontorbyggeri

På den tidligere postgrund i hjertet af København er der opført et nyt kontordomicil til Danske Bank, der rummer 73.000 kvadratmeter kontorareal og en plint samt en kælder på yderligere 40.000 kvadratmeter. Byggeriet, der stod færdigt i juni 2023, kan huse 4.150 medarbejdere og er certificeret til LEED Gold v4 for bæredygtigt byggeri.

Projektet blev gennemført som totalentreprise af Per Aarsleff A/S i et One Company-samarbejde med søsterselskabet Wicotec Kirkebjerg A/S, der stod for de komplicerede tekniske installationer. Forud gik en sanerings- og nedrivningsentreprise i samarbejde med Tscherning samt en omfattende byggegrube på 30.000 kvadratmeter, hvor 190.000 kubikmeter jord blev udgravet, 16.000 kvadratmeter spuns sat og en 110 år gammel spildevandsledning omlagt.

Selve byggeriet omfattede installation af tusindvis af pæle til fundamentet, 35.000 kubikmeter beton, 7.500 tons armering og 10.413 betonelementer. Facaderne består af 11.000 kvadratmeter murværk med 693.000 mursten og 12.000 kvadratmeter glas- og aluminiumsfacade. I plinten er der etableret et parkeringsanlæg med 636 pladser samt et offentligt tilgængeligt byrum på taget, der forbinder området med SEB og Rigsarkivet.

Aarsleff anvendte VDC-teknologi til at modellere og simulere byggeriet virtuelt, hvilket sikrede færre fejl og bedre logistik. I spidsbelastningsperioden var 150 funktionærer og 650 timelønnede medarbejdere tilknyttet projektet.

Bygherre
Ejendomsselskabet Project Nord P/S

Kontraktsum
Cirka 3.000 millioner kroner

Anlægsperiode
Juni 2018 til juni 2023

Aftaleform
Totalentreprise

One Company-partnere
Per Aarsleff A/S og Wicotec Kirkebjerg A/S