Jord-, funderings-, beton- og ledningsarbejder til UNITY Aarhus (La Tour Tower).
I det nordlige Aarhus udførte Per Aarsleff A/S hovedentreprisekontrakten på byggegrube, kælder samt kloak- og ledningsarbejder til det 28 etager høje boligtårn UNITY Aarhus (oprindeligt La Tour Tower) ved Aarhus Akademi. Boligtårnet ligger 94 meter over terræn, og placeringen er i forvejen Aarhus’ højeste sted over havoverfladen, så højhusets penthouselejligheder er hævet cirka 170 meter over havoverfladen.
Vores del af projektet blev udført i et internt One Company-samarbejde, hvor vi især trak på Aarsleffs specialviden inden for fundering, anlæg og byggeri. Her inkluderede vores egenproduktion blandt andet udgravning, håndtering af jord i 15 forskellige jordfraktioner, etablering af spuns og jordankre samt insitubetonarbejder i kælderkonstruktionen.
Vi udgravede den 5.300 kvadratmeter store byggegrube og installerede blandt andet 150 meter spunsvæg, hvor afstanden til skel var for lille til fri udgravning. Betonarbejderne inkluderede knap 4.500 kvadratmeter beton med 640 tons indbygget armering. Dertil kom etablering af 1.400 kvadratmeter terrændæk indbefattende isolering og fiberbeton i kælderen samt efterfølgende nedgravning af sprinklertank, fjernvarme og 1.300 meter ledninger.