Aarsleff udvider Danmarks største fiskerihavn

Bedre faciliteter til Danmarks største fiskerihavn

Med tredje etape af havneudvidelsen har Skagen Havn fået markant bedre rammer til fiskeri og følgeerhverv. Per Aarsleff A/S har skabt nye havnearealer direkte ud mod åbent hav – en kompleks opgave, der blev løst til tiden trods barske vinterforhold.

Projektet omfattede blandt andet en 1.500 meter ny ydermole, hvoraf 40 til 50 procent af de 800.000 tons sten blev genanvendt fra eksisterende konstruktioner. Der blev etableret 1.055 meter ny kajvæg – heraf 755 meter som spunsvæg og 300 meter som kombivæg med op til 26 meter lange stålrør. Det nye molehoved på 900 kvadratmeter blev ligeledes udført som kombivæg.

Baglandet blev udvidet med 190.000 kvadratmeter, hvoraf 23.500 kvadratmeter blev anlagt som ny kajgade med belægningssten og tekniske installationer til fremtidig industri. I alt blev 2,7 millioner kubikmeter materiale uddybet og genindbygget fra havnebassinet og indsejlingen. Den nordlige ydermole blev forlænget med 1.000 meter og den sydlige med 500 meter.

Projektet blev gennemført som totalentreprise og har skabt næsten 20 hektar nyt land på 20 måneder – et vigtigt skridt for Skagen Havn som international fiskerihavn.

Bygherre
Skagen Havn A/S

Kontraktsum
500 millioner kroner

Anlægsperiode
Juli 2019 til marts 2021

Aftaleform
Totalentreprise