Fagentreprise på opførelse af råhus til nyt 15-etagers kontordomicil.
På den centralt placerede Søren Frichs Vej i Aarhus har bygherren Byggeselskabet Olav de Linde opført et 15-etagers og 58 meter højt kontorbyggeri, som huser softwarevirksomheden Systematic. Per Aarsleff A/S stod i en fagentreprise for opførelsen af råhuset.
Fagentreprisen begyndte med pæleramning. Den oprindelige plan var udelukkende at fundere på betonpæle, men områdets jordbundsforhold gav udfordringer med denne løsning til så højt et byggeri, fordi den førte til stor fortrængning af jorden. Derfor besluttede vi undervejs at skifte til stålpæle. Byggeriet er derfor funderet på 297 betonpæle, 106 stålpæle samt en to meter tyk bundplade, der tilsammen danner et solidt fundament til det 58 meter høje byggeri.
En stor andel af råhuset – både stabiliserende kerner og søjler samt dæk – blev støbt direkte på pladsen. Bygningen er designet sådan, at 3. til 14. etage er delvist udkraget over de nederste etager, så her støbte vi en halvanden meter høj etageadskillelse med indbygget spændarmering. Etageadskillelse og vægge omkring de to stabiliserende kerner samt søjler langs facaderne blev alle udført in situ.
Ved siden af kontortårnet har vi opført en sidebygning i tre etager, der primært blev udført med præfabrikerede betonelementer. Trods en stram tidsplan, hvor vi skulle levere en ny etage hver anden uge, nåede vi i mål med råhuset til aftalt tid.