Nyheder / årsrapport-for-2021-22

16.12.2022 - Selskabsmeddelelse

Årsrapport for 2021-22

Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets reviderede årsrapport for 2021/22. 

Årsrapporten kort 

  • Et rigtigt godt år med omsætningsfremgang og indtjening over det forventede.
  • Omsætningen steg med 23,8 % til 18.118 mio.
  • EBIT på 727 mio. svarende til en EBIT-margin på 4,0 %.
  • Afkastet af den investerede kapital efter skat (ROIC) blev på 13,1 %.
  • Høj ordreindgang på 21,0 mia. og en høj ordrebeholdning på 22,8 mia.
  • Cash flow fra driften på 516 mio., som er negativt påvirket med 638 mio. fra en stigende arbejdskapital, som følge af flere anlægsprojekter i projektporteføljen.
  • Udbyttet for regnskabsåret foreslås fastsat til 8 kr. pr. aktie a nominelt 2 kr. 

Aarsleffs overordnede forventninger til 2022/23 

  • Omsætningsvækst på 2-8 % svarende til en omsætning på 18,5-19,5 mia.
  • EBIT i intervallet 820-880 mio.
  • Investeringerne i materielle aktiver, eksklusive leasede aktiver, forventes at udgøre 700-800 mio. 
  • Høj andel af ordrebeholdning til udførelse i regnskabsåret.
  • Generelt høj usikkerhed med udfordringer i de globale forsyningskæder, inflation og geopolitiske spændinger. 

Segmenternes forventninger til 2022/23 

Anlæg & Byggeri
Anlæg & Byggeri forventer stigende aktivitet på anlægsmarkedet, mens byggeriaktiviteterne er faldende. EBIT forventes at stige til 350-370 mio. fra 250 mio. i regnskabsåret 2021/22. 

Teknik
Teknik forventer stigende omsætning inden for service og opgaver relateret til den grønne omstilling, hvorimod omsætningen relateret til de store One Company-byggerier falder, fordi flere af projekterne nærmer sig afslutningen. Forventningerne til EBIT er 80-90 mio. og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22. 

Rail
Rail forventer vækst primært som følge af opkøbet af Trym Anlegg AS i Norge. Forventningerne til EBIT er 70-80 mio. og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22. 

Fundering
Fundering forventer, at et stærkt anlægsmarked kompenserer for afmatningen inden for byggeriet.  EBIT forventes at stige til 180-190 mio. fra 174 mio i regnskabsåret 2021/22. 

Rørteknik
Rørteknik forventer et fortsat højt aktivitetsniveau på de nordiske markeder samt i Tyskland. Forventningerne til EBIT er 140-150 mio. og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22. 

Aarsleffs administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen udtaler: 

”For fjerde år i træk kan Aarsleff-koncernen præsentere et historisk positivt resultat. Derfor skal der lyde en stor tak til vores dedikerede medarbejdere, som i klassisk Aarsleff-stil har været omstillingsparate og løsningsorienterede og har bidraget til en flot bund- og toplinje. Men i bygge- og anlægsbranchen mærker vi også de usikre og omskiftelige tider med stigende råvare- og materialepriser, materialemangel samt selvfølgelig inflation og stigende renter. I øjeblikket ser vi ind i en fortsat turbulent tid, hvor markedet skifter, og byggeriet forventeligt vil bremse op. Til gengæld kalder tiden på forbedringer af infrastrukturen og mere grøn omstilling. Her ser vi et godt match med vores kompetencer inden for områder som havmølleparker, etablering af elkabler og fjernvarme samt Power-to-X-anlæg.” 

Årsrapporten er offentliggjort via Nasdaq Copenhagen A/S og vedlagt denne meddelelse samt tilgængelig på www.aarsleff.com.