Nyheder / årsrapport-for-2018-19

18.12.2019 - Selskabsmeddelelse

Årsrapport for 2018/19

Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets reviderede årsrapport for 2018/19. 

Årets resultat: 

  • Koncernomsætningen steg med 11,1 % til 13.453 mio. (2017/18: 12.108 mio.)
  • Koncernen opnåede et samlet EBIT på 503 mio. (2017/18: 475 mio.)
  • Anlæg & Byggeri bidrager med et EBIT på 303 mio. (2017/18: 315 mio.)
  • Rørteknik bidrager med et EBIT på 94 mio. (2017/18: 85 mio.)
  • Fundering bidrager med et EBIT på 106 mio. (2017/18: 75 mio.)
  • Pengestrømme fra driftsaktiviteter fratrukket investeringsaktiviteter (eksklusive investeringer i værdipapirer) udgør en positiv likviditetsvirkning på 497 mio.
  • Rentebærende nettoindestående udgør 399 mio. pr. 30/9 2019
  • Resultat pr. aktie udgør 17,76 kr.
  • Bestyrelsen indstiller, at udbyttet fastsættes til 5,50 kr. pr. aktie a nominelt 2 kr. svarende til en udbetaling på 111 mio.

Koncernresultatet for regnskabsåret 2018/19 er et EBIT på 503 mio. mod 475 mio. året før. Resultatforventningen var et EBIT på 530 mio. ved regnskabsårets begyndelse og blev nedjusteret til et EBIT på 460 mio. i januar 2019 som følge af en tabt voldgiftssag. Efter andet kvartal af regnskabsåret blev årets resultat opjusteret til et EBIT på 480 mio.

Anlæg & Byggeri
EBIT-resultatet er som forventet. Det høje aktivitetsniveau kompenserer delvist for effekten af den tabte voldgiftssag.

Rørteknik
EBIT-resultatet er højere end forventet som følge af et højt aktivitetsniveau og forbedrede indtjeningsmarginer i Tyskland.

Fundering
EBIT-resultatet er højere end forventet, som følge af et højt aktivitetsniveau i Danmark.

Ordrebeholdning
Selskabets ordrebeholdning udgør 17.409 mio. (30. september 2018: 16.601 mio.), hvoraf 8.075 mio. forventes udført i regnskabsåret 2019/20. Årets ordreindgang udgør 14.261 mio. 

Forventninger til regnskabsåret 2019/20: 

  • For det kommende regnskabsår forventes et EBIT i størrelsesordenen 560 mio. og et omsætningsniveau cirka 1 % højere end i 2018/19. Investeringerne i materielle aktiver forventes at være cirka 400 mio. mod 378 mio. sidste regnskabsår.

Anlæg & Byggeri forventer en omsætning på samme niveau som i 2018/19 og en EBIT-margin på 3,7 % sammenlignet med 3,2 % i sidste regnskabsår (4 % korrigeret for indregning af voldgiften).

Per Aarsleff A/S har en høj ordrebeholdning, som dog skal udføres over en længere periode. I sammenligning med de seneste år består ordrebeholdningen af flere meget store projekter hver med en lang udførelsesperiode. I det kommende regnskabsår vil der være høj aktivitet på de store byggeriopgaver, fx opførelsen af Danske Banks nye hovedsæde på Postgrunden ved Bernstorffsgade i København, Lighthouse på Aarhus Ø, Carlsberg Byens højeste boligtårn og opførelsen af det nye Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i København. Det er koncernens politik, at store komplekse One Company-projekter indtægtsføres under hensyntagen til uafklarede risici, hvilket medfører en lavere EBIT-margin på denne del af omsætningen i det kommende regnskabsår. Markedet for byggeri er fortsat præget af store enkeltstående muligheder, hvor Aarsleff har fokus på selektering herunder specifikt kapacitet samt risikostyring. Der forventes lavere aktivitet inden for et stagnerende anlægsmarked, primært fordi flere af de store havneudvidelsesprojekter nu er afsluttet. Udlandsaktiviteterne i det kommende regnskabsår vil primært bestå af færdiggørelsen af udvidelsen i Ystad Havn samt indtægter fra aktiviteterne i PAA Project Finance A/S.

Wicotec Kirkebjerg A/S deltager i alle de store byggeriopgaver, som udføres i One Company-samarbejder, og projekternes indtægtsførsel påvirker EBIT-marginen i det kommende regnskabsår. Der forventes en nedgang i omsætningen, fordi det store installationsprojekt i Niels Bohr Bygningen nærmer sig afslutningen. Hansson & Knudsen A/S forventer et uændret aktivitetsniveau, og fokus er rettet mod drift og eksekvering med henblik på at forbedre indtjeningen. Markedet er dog fortsat præget af hård priskonkurrence.

Der forventes flere større sporrenoveringsudbud i det kommende regnskabsår, som giver Aarsleff Rail A/S gode muligheder for at fastholde omsætningen på det nuværende høje niveau. Der er fokus på at udnytte mulighederne i Norge og Sverige i et kontrolleret vækstscenarie begyndende med mindre og mellemstore projekter.

Omsætningen i Ístak hf. forventes at falde som følge af en opbremsning i byggeriaktiviteterne i Island. Der er stadig enkelte

større muligheder inden for byggeri, herunder på det grønlandske marked, og der er forventninger om, at flere større anlægsprojekter bliver igangsat i de kommende år. 

Rørteknik forventer 5 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 5 % sammenlignet med 4,9 % i sidste regnskabsår.

På de nordiske markeder er det primært i Sverige, at der er omsætningsvækst. Der er større opgaver i pipelinen, samtidig med at omsætningen i 2018/19 var ekstraordinær lav. I Danmark og Norge er markederne stabile med tilfredsstillende indtjening.

I Tyskland er markedsvilkårene fortsat gode. Aktiviteten fra salget af LED-udstyr og materialer er stigende, og der er nu fokus på at entrere det franske marked.

Der er positive forventninger til markedet i Rusland, dog skal en stor del af omsætningen både kontraheres og udføres. I Polen er der en god ordrebeholdning, som er taget ind til en højere margin end tidligere.

Det strategiske partnerskab med det amerikanske selskab HammerHead Trenchless er påvirket af, at Charles Machine Works, som ejer HammerHead, er blevet solgt til The Toro Company. Dette har forsinket HammerHeads salgsindsats på det amerikanske marked.

Fundering forventer en omsætning på samme niveau som i 2018/19 og en EBIT-margin på 5 % mod 4,9 % sidste regnskabsår.

I Danmark forventes lavere aktivitet inden for etablering af byggegruber, og der er usikkerhed omkring, hvordan markedet for jernbetonpæle udvikler sig specielt i regnskabsårets sidste halvdel. Den lavere aktivitet i Danmark forventes til dels kompenseret ved øget aktivitet i udlandet, hvor der er en stor ordrebeholdning specielt i Sverige og Norge. I Sverige forventes fortsat en høj omsætning som følge af stigende aktivitet inden for større infrastrukturprojekter. Markedet for jernbetonpæle er dog fortsat presset på grund af afmatningen inden for boligbyggeri, hvilket påvirker EBIT-margin. Der forventes et højt aktivitetsniveau i Polen, og fokus er på at øge indtjeningen. Ordrebeholdningen i Polen er væsentligt højere end forrige år.

Markedet for pæleramning i Tyskland er fortsat udfordret på grund af de manglende onshore vindmølleprojekter. Neidhardt Grundbau GmbH forventes at fortsætte den positive udvikling med et højt aktivitetsniveau, dog har selskabet som sædvanlig en kort ordrehorisont. Også det nye selskab STB Wöltjen GmbH, som er specialiseret i borede pæle, forventes at bidrage med et positivt resultat i regnskabsåret. I England forventes et væsentligt højere aktivitetsniveau, og der er en rigtig god ordrebeholdning men fortsat usikkerhed omkring, hvordan Brexit vil påvirke markedsvilkårene.

Årsrapporten er offentliggjort via Nasdaq Copenhagen A/S og vedlagt denne meddelelse samt tilgængelig på www.aarsleff.com. 

Finansiel kalender 2019/20

30.01.2020 Ordinær generalforsamling afholdes på selskabets kontor Hasselager Allé 5, 8260 Viby J kl. 15:00.

04.02.2020 Udbetaling af udbytte for regnskabsåret 2018/19

26.02.2020 Delårsrapport for perioden 1/10-31/12 2019.

27.05.2020 Delårsrapport for perioden 1/10 2019-31/3 2020.

25.08.2020 Delårsrapport for perioden 1/10 2019-30/6 2020.

21.12.2020 Årsrapport for regnskabsåret 2019/20.

Relaterede dokumenter

Årsrapport 2018-19