Nyheder / udvidelse-af-frederikshavn-havn

15.07.2015 - Selskabsmeddelelse

Udvidelse af Frederikshavn Havn

Per Aarsleff A/S har netop modtaget besked om, at Frederikshavn Havn A/S efter afholdt licitation med fire bydende har til hensigt at indgå kontrakt med Per Aarsleff A/S om udvidelse af havnen, etape 1. Kontrakten forventes at have en samlet værdi på 500-600 millioner kroner.

Projektet var udbudt som funktionsudbud, og Aarsleff skal udføre udvidelsen i totalentreprise med datterselskabet VG Entreprenør A/S og Rohde Nielsen A/S som underentreprenører og med Grontmij A/S som rådgiver.

Frederikshavn Havn ønsker bedre og større faciliteter til de nuværende aktiviteter og mulighed for at udvikle forretningsområder i vækst som fx offshore, havvindmøller og miljørigtige genvindingsaktiviteter som ophugning af skibe og borerigge.

I den forbindelse skal Aarsleff udføre 600 meter ny kaj, som er forberedt til høj kajlast, etablere et 30 hektar stort bagland samt udvide og uddybe sejlrenden til 12 meter.

De geotekniske forundersøgelser, myndighedsbehandling og design begynder i august 2015, hvorimod selve entreprenørarbejdet først begynder i 2016. Projektet forventes afsluttet i foråret 2018.