Nyheder / specialkompetencer-i-kamp-mod-klimaforandringer

27.02.2014 - Funderings nyhedsbrev

Specialkompetencer i kamp mod klimaforandringer

Skybrud med overløb af blandet regn- og spildevand sætter stadig flere rørsystemer under pres. I mange byer er løsningen at parkere de store vandmængder i bassinledninger dybt under jorden

En 3,4 kilometer lang tunnelleret kloakledning i op til 20 meters dybde bliver nu anlagt under Vigerslevparken i København. Tunneleringen sker fra fem skakte på mellem 12 og 20 meter i diameter. Skaktene bliver udført som sekantpælevægge med 1.180 millimeter overlappende betonpæle.

Det er Aarsleff-koncernens specialkompetencer, som dominerer på HOFOR’s kloakprojekt Damhusledningen, og Aarsleff-koncernen har, som den eneste danske entreprenør, alle kompetencerne in-house.

Alle specialkompetencer in-house
”Alt borearbejde udfører vi selv med vores egne maskiner. De lodrette sekantpælevægge til skaktene etablerer vi med Aarsleff Funderings to nyeste boremaskiner. Vi borer de første 6-10 meter i jord, mens resten bores i kalk”, forklarer afdelingsingeniør Frank Roland Nielsen. Boremaskinerne, der blev hentet til Danmark i sommeren 2013, supplerer Aarsleff Funderings maskinpark og er særdeles velegnede, når jordforholdene eller omgivelserne ikke tillader en spunset byggegrube.

Det vandrette borearbejde med tunnelering af selve ledningen udfører Aarsleffs tunnelspecialister Østergaard A/S. Den 3,4 kilometer lange ledning får en diameter på tre meter. Tunnelering er særdeles attraktivt til etablering af bassinledninger og et godt alternativ til opgravning. Samtidig mindsker metoden generne for naboer og i dette tilfælde brugerne af Vigerslevparken.

Komplette løsninger – én entreprenør
”Vi oplever en stigende efterspørgsel og kan se flere interessante projekter undervejs, hvor netop det store grej og specialkompetencerne er nødvendige”, fortæller Frank Roland Nielsen og fortsætter: ”Samtidig gør det os som koncern mere fleksible, når vi selv råder over grejet. Vi har i højere grad mulighed for at tilbyde vores kunder komplette løsninger og et attraktivt samarbejde med én entreprenør, som kan håndtere hele forløbet – fra projektering, over gravearbejde, indfatningsvægge, forankring, grundvandssænkning, tunnelering og betonstøbning til den endelige instrumentering”.

Damhusledningen udføres i partnering mellem HOFOR, Per Aarsleff A/S og Aarsleffs datterselskab Østergaard A/S. Projekteringen begyndte i januar 2013, og hele projektet forventes afsluttet i april 2016.