Nyheder / når-kunden-sparer-både-tid-og-penge

10.12.2013 - Funderings nyhedsbrev

Når kunden sparer både tid og penge

Et alternativt løsningsforslag og evnen til hurtigt at mobilisere en ekstra maskine betød, at CASA Entreprise A/S trods udfordringer fik sit projekt til tiden

I tæt samarbejde med CASA Entreprise A/S, der er totalentreprenør på et nyt p-hus ved Regionshospitalet i Horsens, har Aarsleff Fundering installeret en spunsvæg billigere og hurtigere end oprindeligt planlagt i udbudsmaterialet. Udfordringer undervejs med hårdere jordbundsforhold betød, at vi med kort varsel mobiliserede en ekstra rammemaskine til at assistere.

Nyt udførelsesdesign
I forhold til udbudsmaterialet regnede vores kolleger i Projektudvikling & Design sig frem til, sammen med Franck Geoteknik AS, at vi kunne bruge mindre spunsprofiler til byggegruben med samme resultat og uden betydelig forøgelse af risikoen for sætningsskader på de omkringliggende bygninger.

Udover en økonomisk gevinst for kunden betød de mindre spunsprofiler, at vi kunne begynde projektet tidligere end planlagt, fordi vi benyttede spunsjern, som Aarsleff var lagerførende med. ”For os har samarbejdet med Aarsleff Fundering fungeret upåklageligt. Vi har igennem hele projektet arbejdet tæt sammen, og i fællesskab overvandt vi de uforudsete udfordringer, som vi stødte på undervejs”, fortæller Claus Nielsen fra CASA Entreprise A/S.

Mobilisering af ekstra maskine
Under udførelsen viste det sig, at jordbundsforholdene var langt hårdere end først antaget. Det betød, at metoden med nedvibrering af spunsjernene til den foreskrevne spidskote i 13 meters dybde ikke kunne lade sig gøre. Arbejdet med at sætte spunsjernene ville derfor tage længere tid end beregnet, fordi det var nødvendigt at ramme efter med en hammer. ”For at undgå forsinkelser forslog vi at mobilisere en ekstra rammemaskine monteret med en hammer. Den assisterende rammemaskine var på pladsen få dage efter og arbejdede nu sideløbende med maskinen, der satte spunsjernene.”, fortæller Peter Heinrichson, entrepriseleder ved Aarsleff Fundering.