Selskabets ordinære generalforsamling afholdes den 27. januar 2021 kl. 15:00 uden adgang til fysisk fremmøde, det vil sige som en fuldstændig elektronisk generalforsamling på grund af coronasituationen. Dagsordenen er følgende:
1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed.
2. Fremlæggelse og godkendelse af årsrapport samt koncernregnskab.
3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport.
- Bestyrelsen indstiller, at der udbetales 6,50 kr. i udbytte pr. aktie a nominelt 2 kr.
4. Beslutning om decharge for direktion og bestyrelse.
5. Behandling af forslag, der måtte være fremsat af bestyrelsen og/eller aktionærer.
Bestyrelsen har fremsat følgende forslag:
5.1 Bestyrelsen indstiller, at vederlagsrapport for regnskabsåret 2019/20 godkendes.
5.2 Bestyrelsen indstiller, at det ordinære bestyrelseshonorar pr. medlem for regnskabsåret 2020/21 udgør 275.000 kr. med tillæg til næstformand og formand samt menige udvalgsmedlemmer i overensstemmelse med vederlagspolitikken. Dette indebærer tillæg til næstformand og formand på henholdsvis en og to gange det ordinære honorar samt tillæg til et menigt udvalgsmedlem på 90.000 kr. Bestyrelsesformand og næstformand modtager ikke tillæg for udvalgsarbejde.
5.3 Bestyrelsen foreslår, at selskabets generalforsamlinger fremover skal kunne gennemføres uden adgang til fysisk fremmøde, det vil sige som en fuldstændig elektronisk generalforsamling, såfremt bestyrelsen beslutter dette. Bestemmelse herom foreslås indsat som nyt 2. afsnit i § 7 i vedtægterne, der herefter vil have følgende ordlyd: "Bestyrelsen kan beslutte, at selskabets generalforsamlinger afholdes elektronisk uden adgang til fysisk fremmøde, det vil sige som en fuldstændig elektronisk generalforsamling. Deltagelse kan finde sted via telefon, videokonference, internet eller andet medie med tilsvarende funktionalitet."
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
Bestyrelsen foreslår genvalg af Ebbe Malte Iversen, Bjarne Moltke Hansen, Jens Bjerg Sørensen, Charlotte Strand og Henrik Højen Andersen samt nyvalg af Kent Arentoft. Bestyrelsen foreslås derved sammensat af seks generalforsamlingsvalgte medlemmer.
En beskrivelse af baggrund og hverv for de personer, der indstilles til valg til bestyrelsen, findes på www.aarsleff.com.
7. Valg af revisor.
Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, foreslås valgt for et år i overensstemmelse med revisionsudvalgets indstilling. Revisionsudvalget er ikke blevet påvirket af tredjeparter og har ikke været underlagt nogen aftale med en tredjepart, som begrænser generalforsamlingens valg til visse revisorer eller revisionsfirmaer.
8. Eventuelt.
Fuldstændig elektronisk generalforsamling (uden adgang til fysisk fremmøde)
Selskabets bestyrelse har som følge af coronapandemien og med særhjemmel i bekendtgørelse nr. 393 af 7. april 2020 besluttet, at selskabets ordinære generalforsamling den 27. januar 2021 afholdes uden adgang til fysisk fremmøde, det vil sige som en fuldstændig elektronisk generalforsamling, jf. selskabslovens § 77, stk. 2, 1. pkt.
Elektronisk deltagelse i generalforsamlingen sker via Lumi AGM, som kan tilgås via en smartphone app (IOS- eller Android-enheder) eller via en webbrowser på en computer. Lumi AGM giver mulighed for at følge generalforsamlingens webcast, stille spørgsmål og stemme.
Vejledning både til app- og webbrowserløsning, samt brugernavn og adgangskode, mailes til aktionærerne efter tilmelding via Aktionærportalen.
Spørgsmål vedrørende tilmelding til generalforsamlingen, brug af aktionærportalen eller til Lumi AGM besvares ved henvendelse til Computershare på telefon +45 4546 0997 (hverdage kl. 9-15 og under selve generalforsamlingen).
Dagsorden mv.
Dagsorden indeholdende forslagenes fulde ordlyd vil være tilgængelig på www.aarsleff.com fra den 5. januar 2021. Årsrapport for 2019/20 omfattende beretning, resultatopgørelse og balance, koncernregnskab og revisionspåtegning findes ligeledes på www.aarsleff.com.
Senest tre uger før generalforsamlingen vil følgende oplysninger ligeledes være tilgængelige for aktionærerne på www.aarsleff.com:
1. Indkaldelsen inklusive dagsordenen og de fuldstændige forslag.
2. Det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen.
3. De dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen.
4. De formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og ved stemmeafgivelse pr. brev.
Særlige vedtagelseskrav
Vedtagelse på generalforsamlingen af forslag om, at selskabets generalforsamlinger fremover skal kunne gennemføres uden adgang til fysisk fremmøde, det vil sige som en fuldstændig elektronisk generalforsamling (dagsordenens pkt. 5, 3. punkt), kræver, at mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede kapital stemmer herfor, jf. vedtægternes § 11.
Registreringsdato
En aktionærs ret til at deltage i generalforsamlingen og afgive stemme på sine aktier fastsættes i forhold til de aktier, som aktionæren besidder den 20. januar 2021 (registreringsdatoen). De aktier, den enkelte aktionær besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af aktionærens ejerforhold som noteret i ejerbogen samt i henhold til meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indføring i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i denne.
Anmeldelsesfrist for deltagelse
Bestilling af adgangskort vil være mulig fra tirsdag den 5. januar 2021. Deltagelse i den elektroniske generalforsamling er betinget af, at aktionæren senest fredag den 22. januar 2021 kl. 23:59 har bestilt adgangskort. Adgangskort rekvireres hos Computershare A/S på en af følgende måder:
- Elektronisk via Aktionærportalen på www.aarsleff.com/investorer eller via https://portal.computershare.dk/00000/generalForsamlinger_list.asp. Bestilte adgangskort til den elektroniske generalforsamling mailes til aktionæren på den e-mailadresse, som aktionæren har angivet i aktionærportalen ved tilmeldingen til generalforsamlingen. Det samme gælder vejledning til generalforsamlingens elektroniske afholdelse.
- Ved at sende tilmeldingsblanketten i udfyldt og underskrevet stand pr. e-mail til gf@computershare.dk eller pr. post til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby. Benyt eventuelt tilmeldingsblanketten, der findes på www.aarsleff.com/investorer. Bemærk venligst postvæsenets ekspeditionstid, såfremt tilmeldingsblanketten bliver sendt pr. post. Oplys venligst e-mailadresse i forbindelse med tilmelding.
- Ved henvendelse til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby, på telefon 4546 0997 (hverdage kl. 09.00-15.00).
Spørgsmål vedrørende tilmelding til generalforsamlingen, brug af aktionærportalen eller til Lumi AGM besvares ved henvendelse til Computershare på telefon +45 4546 0997 (hverdage kl. 9-15 og under selve generalforsamlingen).
Fuldmagt
Stemmeret kan udøves gennem en fuldmægtig, der skal fremlægge skriftlig og dateret fuldmagt. Denne kan ikke gives for længere tid ad gangen end ét år.
Afgivelse af fuldmagt skal ske senest fredag den 22. januar 2021 kl. 23:59 på en af følgende måder:
- Ved at sende fuldmagts- og brevstemmeblanketten i udfyldt og underskrevet stand pr. e-mail til gf@computershare.dk eller pr. post til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby. Benyt eventuelt fuldmagts- og brevstemmeblanket, der findes på www.aarsleff.com/investorer. Bemærk venligst postvæsenets ekspeditionstid, såfremt fuldmagt afgives pr. post.
Fuldmagter kan til enhver tid tilbagekaldes.
Brevstemme
Registrerede aktionærer kan stemme pr. brev på dagsordenens punkter. Brevstemmer kan afgives:
- Ved at sende fuldmagts- og brevstemmeblanketten i udfyldt og underskrevet stand pr. e-mail til gf@computershare.dk eller pr. post til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby. Benyt eventuelt fuldmagts- og brevstemmeblanket, der findes på www.aarsleff.com/investorer. Bemærk venligst postvæsenets ekspeditionstid, såfremt brevstemme afgives pr. post.
Brevstemmer kan ikke tilbagekaldes.
Brevstemmer skal være Computershare A/S i hænde senest tirsdag den 26. januar 2021 kl. 16.00.
Spørgeret
Fordi generalforsamlingen afholdes elektronisk, vil spørgsmål fra aktionærerne om forhold af betydning for bedømmelsen af årsrapporten, selskabets stilling og andre spørgsmål til behandling på generalforsamlingen, alene kunne stilles skriftligt. Korte spørgsmål kan stilles undervejs via systemets chatfunktion, men længere spørgsmål skal fremsendes forud for generalforsamlingen pr. mail til gf@aarsleff.com.
Aktiekapitalens størrelse og stemmeret
Selskabets aktiekapital udgør 40.770.000 kr. opdelt i 2.700.000 kr. A-aktier og 38.070.000 kr. B-aktier.
Jf. vedtægternes § 10 gælder følgende vedrørende stemmeret: Hvert A-aktiebeløb på 100 kr. giver 500 stemmer, og hvert B-aktiebeløb på 2 kr. giver 1 stemme.
Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S