Nyheder / fremtidens-grønne-løsninger-demonstreres-på-mindet-i-aarhus

30.09.2022

Fremtidens grønne løsninger demonstreres på Mindet i Aarhus

Byggepladsen på Mindet, Aarhus Havn, hvor landets højeste kontorbygning og nye offentlige byrum er under opførelse, bliver udstillingsvindue for en række konkrete miljø- og klimatiltag, som skal bidrage til den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen. 

Nyt projekt med Teknologisk Institut og Per Aarsleff A/S i spidsen, kaldet Fremtidens Grønne Byggeplads, ser fremad og etablerer en datadrevet fuldskala-demonstration af initiativer til en grønnere byggeplads. 

- Vi ønsker at give branchen dokumentation for, hvilke miljø- og klimaforbedrende tiltag, der giver mest effekt. Vi afprøver derfor alternative drivmidler og andre løsninger til at reducere både energiforbrug samt klima- og miljøpåvirkning på byggepladsen. Dermed får byggeri- og anlægsbranchen et bedre grundlag for at træffe beslutninger, som kan understøtte arbejdet med den grønne omstilling, siger Lars Overgaard, Projektleder, Teknologisk Institut. 

Byggeplads bliver et udstillingsvindue

Byggepladsen på Mindet bliver et udstillingsvindue for, hvad man på byggepladser kan iværksætte af konkrete tiltag for at skabe fremtidens byggeplads. Projektet etablerer bl.a. et sensornetværk med realtidsmonitorering af luftkvalitet og støj på og omkring byggepladsen, mens forsøg vil påvise effekten af bl.a. biobrændstof (HVO), elektriske og hybride entreprenørmaskiner samt støvdæmpende materialer. Projektet vil også demonstrere fremtidssikret og CO2-besparende energiforsyning til byggepladser samt en energieffektiv skurvognsby med forbedret arbejdsmiljø. 

- Aarsleff får gennem projektet en unik viden og mere præcis dokumentation for nogle af de tiltag vi allerede arbejder med på vores byggepladser som f.eks. konvertering til HVO100 biodiesel og øget brug af eldrevne maskiner. Samtidigt udvikler og tester vi sammen med projektets øvrige partnere en række helt nye teknologiske løsninger, som skal bringe os det næste skridt mod fremtidens emissions- og fossilfrie byggepladser i Aarsleff. F.eks. udvikling af mere energieffektive skurmoduler, som både er producerede med mere energieffektive varme- og ventilationssystemer og samtidigt gennem aktiv brug af sensordata understøtter medarbejdere i bl.a. energirigtig adfærd, siger Rune Østergaard Haven, Seniorfagleder hos Per Aarsleff A/S. 

Solceller, varmepumper og energilager integreres

Byggepladsen skal bl.a. have en smart energiinfrastruktur, med solceller ovenpå skurvognsbyen, opvarmning med effektive varmepumper og energilager. Teknologisk Institut vil her afdække og analysere elforsyning og -forbrug for byggepladsen, hvor øget antal elektriske maskiner fremadrettet vil fordre en smartere byggestrøm. Et sådant set up reducerer omkostning til tilslutningsafgift, tilføjer fleksibilitet, øger andelen af grøn strøm i stikkene og sikrer tilstrækkelig effekt til de stadigt større elektriske entreprenørmaskiner. 

Kørsel, emissioner og energiforbrug minimeres

Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet bidrager til projektet ved at se på logistikken på byggepladsen og vurdere, hvor kørsel og energiforbrug kan minimeres. De vil sammen udvikle en såkaldt digital twin som med input fra sensorer, telematik og lokationsdata bl.a. kan frembringe en dynamisk heat map over, hvor f.eks. en gummiged har kørt, hvad den laver og hvor meget den koster i udledning af partikler og CO2. Målsætningen er at skabe et databaseret værktøj, som dokumenterer den aktuelle kørsel og giver mulighed for løbende at vurdere, hvor det er muligt at optimere logistik og drift for bl.a. mindre tomgangskørsel og forurening med partikler og CO2

- Af erfaring ved vi, at håndværkerne ikke er bedre end andre til at tænke på energien. Vi ser vores engagement i projektet Fremtidens Grønne Byggeplads som et yderligere skridt til at tage bæredygtigt ansvar i forbindelse med udviklingen af så stort et projekt som Mindet. Vi er glade for, at vi, udover at have bæredygtighedsbriller på i forhold til selve bygningen, nu også får det på byggepladsen, hvor vi kikker på, hvordan vi arbejder med ressourceforbruget under byggeriet i forhold til anvendt logistik, materiel og forurening. 

Vi tror på, at vores samarbejde med Fremtidens Grønne Byggeplads kommer til at bidrage med ny viden og dermed udviklingen indenfor branchen. Det er et ansvar, vi gerne vil tage, selvom det koster lidt ekstra tid og giver nogle udfordringer på vores i forvejen logistisk udfordrede byggeplads, siger Olav de Linde, Grundlægger og bestyrelsesformand, Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S.

 

Fakta om projektet: 

Deltagere: Per Aarsleff A/S, CP, Volvo Entreprenørmaskiner A/S, Airlabs Denmark, Alumichem A/S, Purefi A/S, Aarhus universitet (Institut for Byggeri og Bygningsdesign samt DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi samt), Danmarks Tekniske Universitet (Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi) og Teknologisk Institut. Projektet er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program og er et såkaldt fyrtårnsprojekt og gennemføres i tæt samarbejde med Olav de Linde A/S.