Nyheder / aarsleff-skal-udføre-fundamenterne-til-aflandshage-vindmøllepark

03.07.2023 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff skal udføre fundamenterne til Aflandshage Vindmøllepark

Per Aarsleff A/S er blevet tildelt kontrakten med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, om design, produktion og installering af fundamenterne til Aflandshage Vindmøllepark i Øresund, som skal etableres cirka ti kilometer syd for Amager. 

De 26 fundamenter skal udføres som gravitationsfundamenter, hvor betonproduktionen sker som præfabrikation på Aarsleffs fabrik i Swinoujscie i Polen. Her støbes fundamenterne direkte på pramme, som dernæst transporteres til Aflandshage, hvor fundamenterne installeres på den klargjorte havbund med hjælp fra et specialfartøj. 

”Aarsleff var blandt pionererne inden for etablering af havmølleparker og har været med til at drive udviklingen igennem de seneste 20 år. Vi ser et stort potentiale for netop parker udført med gravitationsfundamenter og glæder os over, at vi kan bidrage til løsninger med mere grøn energi,” udtaler Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff. 

Fundamenterne bliver mellem 17 og 25 meter høje og får en vægt på op til cirka 4.000 ton. Hvert fundament skal bære en vindmølle, som måler cirka 220 meter til den øverste vingespids. 

Design og planlægning begynder nu, mens betonfabrikationen først går i gang medio 2024. De første arbejder på havet, som er udgravning og etablering af stenpude, udføres ligeledes medio 2024, og installation af fundamenterne sker i første halvdel af 2025. Alle arbejder skal være afsluttet i efteråret 2025. 

”I HOFOR glæder vi os til at gå i gang med de første synlige arbejder på Aflandshage Vindmøllepark. Den vindmøllepark vil med en samlet effekt på op til 300 MW kunne producere strøm, der svarer til forbruget i omkring 300.000 husstande i Øresundsregionen. Det er et vigtigt skridt for den grønne omstilling – og det er selve fundamenterne også. Vi har valgt de her fundamenter, fordi de er med til at styrke havmiljøet og bl.a. giver flere ynglepladser til fisk” siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR, som forventer, at vindmøllerne er i fuld drift i 2026. 

Bygherren ønsker ikke at oplyse kontraktsummen, og kontrakten har en sædvanlig standstill-periode på 10 dage. 

Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2022/23.