Ístak har netop indgået endnu en aftale med den islandske lakseproducent First Water – denne gang om etableringen et nyt opdrætsanlæg, der skal bidrage til en fordobling af selskabets kapacitet.
Ístak hf. – Aarsleffs islandske selskab har netop indgået en ny, stor aftale omkring udvidelsen af endnu et landbaseret opdrætsanlæg til laks – denne gang med den islandske producent First Water.
Vi skal udbygge selskabets anlæg i Þorlákshöfn i det sydlige Island. En opgave til en værdi af 230 millioner danske kroner. Kontrakten understreger Ístaks stærke position på det islandske marked for opdrætsanlæg, fortæller forretningsdirektør i Aarsleff med ansvar for Nordatlanten, Thomas Kofod Bentsen:
”Det er et marked, der er præget af stigende investeringer, hvor gode naturgivne forhold og adgang til vedvarende energi skaber attraktive rammer for udvikling af sektoren. Det er derfor et marked, vi som koncern læner os ind i og allerede har gode erfaringer med.”
Udstillingsvindue for kompetencer
Og projektet i Þorlákshöfn ligger fint i forlængelse af det sigte.
Her opfører vi en ny tank- og kontrolbygning samt etablerer otte nye tanke med en kapacitet på hver cirka 5,5 millioner liter vand. Udvidelsen vil fordoble produktionskapaciteten, siger administrerende direktør i Ístak, Karl Andreassen, og uddyber:
”Vi er meget glade for, at First Water igen har valgt Ístak som samarbejdspartner. Projektet kombinerer omfattende betonarbejder, tekniske installationer og avanceret projektstyring, og det bliver et udstillingsvindue for de kompetencer, vi gennem mange år har opbygget i Ístak inden for komplekse industrielle anlæg. Vi ser frem til et tæt samarbejde,” siger han.
Første af seks faser
I hovedtal skal Ístak flytte godt 54.000 kubikmeter jord, udføre 10.000 kubikmeter betonstøbning med 1.200 tons armering samt etablere 16.500 kvadratmeter tag- og facadeareal. Derudover skal vi nedgrave 3,2 kilometer underjordiske procesrør.
Udbygningen er den første af seks planlagte faser i udviklingen af First Waters anlæg i Þorlákshöfn. Når anlægget er fuldt udbygget, er målet en årlig produktion på op til 60.000 tons forarbejdningsklar laks.
Arbejderne forventes at gå i gang inden længe og ventes at blive afleveret i første kvartal af 2028.
Kontakt
For uddybende information eller citater fra Thomas Kofod Bentsen eller Karl Andreassen kontakt Aarsleff Koncernkommunikation på 8744 2222 eller skriv til koncernkommunikation@aarsleff.com.