Nyheder / aarsleff-indgår-endnu-en-vejkontrakt-i-tanzania

03.05.2010 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff indgår endnu en vejkontrakt i Tanzania

Per Aarsleff A/S har i ligeligt delt joint venture med BAM International bv indgået en vejkontrakt i Tanzania. Kontrakten udføres med Millennium Challenge Account - Tanzania (MCA-T) som bygherre og har en værdi af USD 97 millioner.

Aarsleff/BAM joint venture skal renovere 95 kilometer hovedvej mellem Laela og Sumbawanga i det sydvestlige Tanzania.  

Bygherren, MCA-T, er et femårigt bredspektret og bilateralt udviklingsprogram styret af Millennium Challenge Corporation (MCC), et amerikansk regeringsorgan etableret for at reducere fattigdom gennem bæredygtig økonomisk vækst.

I øjeblikket er samme joint venture i gang med at renovere en 150 kilometer lang strækning af hovedvejen mellem Iyovi og Iringa – en del af hovedlandevejen mod Zambia. Denne kontrakt udføres for TANROADS, som er Tanzanias vejdirektorat, og forventes færdig medio 2011.

Arbejdet skal begynde i juni 2010 og forventes færdiggjort medio 2013.

Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2009/2010.