Nyheder / aarsleff-bygger-videre-på-lynetteholm

10.10.2023 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff bygger videre på Lynetteholm

Per Aarsleff A/S er blevet tildelt kontrakt med By & Havn A/S på at anlægge fase to af Lynetteholm, som er Københavns nye halvø og stormflodssikring.

Fase to er inddelt i tre entrepriser, og Aarsleff er blevet tildelt alle tre entrepriser, som i hovedtræk består af udførelse af Lynetteholms østlige, vestlige og nordlige perimeter, der til sammen udgør den sidste fase af Lynetteholms samlede omkreds.

”Lynetteholm-projektet er på alle måder både spændende og udfordrende. Særligt By & Havns ambitiøse tilgang til ønsket om at reducere CO2-udledningen i byggeprocessen inspirerer til flere og nye mere bæredygtige løsninger i bygge- og anlægsbranchen. Og her både vil og kan Aarsleff bidrage. Vi glæder os derfor til at forsætte vores gode samarbejde med By & Havn,” siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.

Samlet skal Per Aarsleff A/S og søsterselskabet VG Entreprenør A/S indbygge 3.153.000 ton sprængsten i de 7 kilometer lange moler, som udgør hele perimeteren i fase to. Molekonstruktionen er op til 60 meter bred i bunden og op til 16 meter høj, hvoraf de øverste 3 meter er synlig ved normalvande. Som i fase et har By & Havn også fokus på projektets CO2-udledning og stiller i fase to skærpede krav til, at vi som entreprenør gør vores yderste for at reducere CO2-udledningen hele vejen igennem anlægsprojektet og fører CO2-regnskab, der dokumenterer vores indsatser.

I foråret færdiggjorde Aarsleff første del af Lynetteholms perimeter i projektets fase et, og anlægsarbejderne i fase to begynder til oktober og skal være afsluttet i marts 2026.

Den samlede kontraktsum for Aarsleffs entrepriser på Lynetteholms fase to er 2,15 milliarder kroner. Kontrakten har en sædvanlig standstill-periode på 10 dage.

Kontrakten vil indgå i forventningerne til regnskabsåret 2023/24, som offentliggøres 19. december 2023 sammen med årsrapporten for regnskabsåret 2022/23.