Er du til beton, styring eller begge dele? Hos Aarsleff kan du prøve kræfter med komplekse byggeriprojekter i stor skala – både som betonspecialist og som styringsentreprenør. Vi udfører råhus- og betonopgaver i egenproduktion og har ansvar for apteringsfagene som styringsentreprenør. Uanset hvad du brænder for, har vi praktikmuligheder, der matcher dine interesser og giver dig faglige udfordringer.
Projekter du kan blive en del af:
1. Praktik på et markant kontorbyggeri med træ som bærende element
Som praktikant på byggeriet af AURAs nye hovedkontor i Aarhus bliver du en del af et projekt med mange fag og aktiviteter samlet på én byggeplads. Du får en hverdag tæt på produktionen og bliver involveret i planlægning, koordinering og den daglige drift af projektet. Når du starter i praktik, går vi i gang med råhusmontagen, som består af CLT-elementer og trækassetter. Senere på foråret starter apteringsarbejderne, så du får mulighed for at følge byggeriet gennem flere faser og opleve samspillet mellem forskellige fag og samarbejdspartnere. Sammen med erfarne kolleger får du ansvar og sparring samt et solidt indblik i, hvordan et større byggeprojekt planlægges, styres og gennemføres i praksis.
2. Praktik med udsigt til nye hjem på Aarhus Ø
På Mejlbryggen bygger vi 305 boliger – og i foråret er der særligt fokus på apteringen. Som praktikant bliver du en del af den daglige styring af underentreprenører og får ansvar for opfølgning på tidsplaner, fremdrift og kvalitet. Du kommer tæt på byggepladsen og får indsigt i, hvordan boligbyggeri styres i praksis – fra råhus til færdige lejligheder. Det er en oplagt mulighed for dig, der vil prøve kræfter med koordinering og ledelse i et projekt med høj aktivitet og mange fagligheder.
3. Praktik på komplekst byggeri i Esbjerg
Som praktikant i Esbjerg bliver du en del af et projektteam, der skal finde de bedste løsninger i ombygningen og udvidelsen på 1.200 kvadratmeter af Esbjergs almene psykiatri til retspsykiatri. Her stilles særlige krav til sikkerhed, funktionalitet og materialevalg, samtidig med at de omkringliggende psykiatribygninger fortsat skal være i drift under byggeriet. Når praktikforløbet begynder, er råhusmontagen og lukningen af klimaskærmen ved at være afsluttet, og de indvendige arbejder går i gang. Du får indblik i rollen som styringsentreprenør og erfaring med den planlægning og koordinering, der skal til for at få mange faggrupper til at arbejde effektivt sammen på en kompleks byggeplads.