Bygningsstruktør klar til fremtidens byggerier

Anders Juul Johansen

”Jeg valgte en karriere som bygningsstruktør, fordi jeg gerne vil bruge mine hænder. Før jeg begyndte på bygningsstruktøruddannelsen, gik jeg halvandet år som håndmand inden for betonrenovering. Det arbejde befandt jeg mig egentlig godt med, men med uddannelsesbeviset i hånden får jeg et bevis på, hvad jeg kan – det giver tryghed for fremtiden.

I Aarsleff har jeg en varierende og udfordrende hverdag. Jeg har været med på projekter på Amagerværket, i Københavns Lufthavn, og lige nu er vi i gang på den nye letbane i København, hvor vi har forlænget en gangtunnel under Ring 3 ved Glostrup Hospital. Når vi er på et projekt, får jeg lov til at være med i alle processer og er fx med til at sætte forskalling op, binde jern og støbe. Det er spændende at prøve kræfter med alle de forskellige opgaver og se, hvordan mennesker, maskiner og materialer spiller sammen for at skabe de bygninger, vi omgiver os med til daglig. Det eneste, jeg ikke får lov til, er at køre kran, men det er fordi, jeg ikke har krancertifikat.

Vi har et stærkt fællesskab i sjakket, hvor mange af kollegerne har flere års erfaring, end jeg er gammel. De er ikke blege for at dele ud af deres erfaring, og der bliver ikke set skævt til én, hvis der er noget, man ikke forstår eller skal have forklaret en ekstra gang. Så længe man viser gåpåmod og bruger hovedet.

Jeg nyder det ansvar, jeg får tildelt. Tit får jeg en tegning stukket i hånden, og så er det op til mig at finde ud af, hvordan opgaven skal klares på den bedst mulige måde. Det giver god øvelse til livet efter skolen.”