Nyheder / endelig-kan-800-mærsk-medarbejdere-sidde-under-samme-tag

14.07.2017

Endelig kan 800 Mærsk-medarbejdere sidde under samme tag

Mandag den 10. juli fik Mærsk Gruppen nøglerne til sit 13.000 m2 store kontordomicil på Amerika Plads ved Nordhavnen, hvor der derudover er 3.000 m2 teknikrum og parkeringskælder. Her bliver Mærsk Gruppens 800 medarbejdere, der indtil nu har været spredt rundt omkring i København, endelig samlet under ét tag.

Tilbage i september 2015 underskrev Aarsleff og A.P. Møller – Mærsk A/S kontrakten på totalentreprisen. Samme dag overtog Aarsleff en udgravet byggegrube, hvor arbejdet med pælefundering og kloakering kunne gå i gang. Hele processen er gået efter planen, hvor den eneste udfordring har været logistik. For både på jorden og i luften har der været trængsel, fordi der på nabogrunden var et stort lejlighedsbyggeri i gang. ”Jeg er meget tilfreds. Det har været en effektiv byggeproces, hvor det betyder meget, at vi kom hurtigt i gang og havde materialer og mandskab klar fra dag 1. Det tætte samarbejde mellem os og repræsentanterne fra Mærsk Gruppen har også spillet en væsentlig rolle,” lyder det fra projektchef i Aarsleff Anlæg & Byggeri, Lars Arnslet Sørensen.

Intern styring af egenproduktion skaber fremdrift

Aarsleff er kendt for at kunne levere en høj grad af egenproduktion på store komplekse byggerier. Det betyder direkte fordele som effektiv tidsstyring, bedre koordinering og optimering af projektets økonomi – der alt sammen giver tryghed hos bygherren. ”Med én samlet organisation kommer vi hurtigt i gang med planlægningen, hvilket sikrer et effektivt indkøb af leverancer og begrænset kontrahering med underentreprenører,” forklarer Lars Arnslet Sørensen.

På Mærsk-byggeriet har Aarsleff-koncernen udført 65 % i egenproduktion. Netop Aarsleffs høje egenproduktion er med til at sikre Mærsk Gruppen det ønskede resultat inden for den angivne tidsramme. Her forklarer Lars Arnslet Sørensen, hvordan Aarsleffs One Company-samarbejde med koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg A/S har været med til at tilføre værdi til processen: ”Det har været vigtigt at komme væk fra kassetænkningen og ikke kun tænke i egne entrepriser, men derimod holde fokus på vores fælles mål. Det gode samarbejde med Wicotec Kirkebjerg har været altafgørende for at overholde tidsplanen. Vores One Company-samarbejdsform gav os det bedst mulige overblik – og vi havde alt klar til afleveringsdatoen”.

Godt samarbejde med effektiv beslutningsproces

Når et stort komplekst byggeri begynder, ligger der en lang projekteringsfase bag. På denne totalentreprise overtog Aarsleff projekteringen, i samarbejde med totalrådgiver PLH, deres underrådgiver MOE samt to repræsentanter fra Mærsk Gruppen den dag, kontrakten var underskrevet, og byggeriet gik i gang. Projekteringen er en naturlig del af samarbejdet og har, efter Lars Arnslet Sørensens mening, været begunstiget af hurtig beslutningstagning fra Mærsk Gruppens side.

Ifølge planen flytter Mærsk Gruppen ind den 1. oktober. Her kan de 800 medarbejdere se frem til lækre nye kontorer beklædt med akustik-optimerende asketræsfinér, udsigten over havnen og ikke mindst den store tagterrasse.