Præfabrikerede pæle på banen

En periode med nedgang i byggebranchen er ikke ensbetydende med, at maskinparken står stille hos Aarsleff – blot at mandskab, maskiner og udviklingsarbejdet flytter sig. I 80’erne og 90’erne oparbejdede Aarsleff således ekspertise inden for elektrificering af jernbanerne, og Fundering fik travlt med at ramme pæle til det danske jernbanenet. De specialudviklede rammemaskiner fandt herefter vej til Spanien, Tyskland og Polen.

Udlandet kalder
Udlandet kaldte på Aarsleffs ekspertise til ramme- og funderingsopgaver af enhver art, og Aarsleff havde succes med at introducere de præfabrikerede pæle, som gjorde processen både hurtigere og billigere. Størstedelen af pæleproduktionen foregik i Danmark hos Centrum Pæle A/S i Vejle. Efter mange års tæt samarbejde blev virksomheden i 1990 fuldt indlemmet i Aarsleff-koncernen.

Foruden pælefabrikken i Vejle har Aarsleff-koncernen i dag pælefabrikker i England, Sverige og Polen. Aarsleff-koncernen er den største pæleproducent i Europa.