Struktør med baggrund som håndmand

Ronny Steen Kjærgaard har været ansat siden 1998


– Min tid går især med at lægge rør til kloaksystemer og på andre måder hjælpe med kloaketablering. Det gør jeg både med håndkraft og ved hjælp af maskiner som minigravere, tromler og fladvibratorer. I den forbindelse er det vigtigt at have et godt øje for detaljen – særligt når vi skal nivellere bunden til en kloak, hvor selv den mindste ujævnhed kan gøre det svært at få plads til rørene.

Selvom jeg primært udfører jordarbejde, deltager jeg også i mange betonprojekter. Derfor er det vigtigt med en bred indsigt i faget og for eksempel at vide, hvornår man skal bruge ét værktøj frem for et andet. Hvis vi har behov for et nyt værktøj, får vi det typisk allerede dagen efter og uden diskussion. Det, synes jeg, er meget positivt.

Jeg indgår i et rigtig godt team af håndmænd, struktører og maskinførere. Vi er udstationerede, hvilket vil sige, at vi bor ved byggepladsen fire dage om ugen, hvor vi har nogle lidt længere arbejdsdage. Til gengæld kan vi så holde lang weekend. Vi er derfor meget sammen, og netop det gode makkerskab gør, at jeg trives så godt hos Aarsleff.

Da jeg havde været ansat som håndmand i en årrække, blev jeg i efteråret 2012 uddannet struktør. Det var min leders idé, at jeg skulle have en uddannelse, og i dag er jeg rigtig glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Faktisk tror jeg, det er ret kendetegnende for Aarsleff, at man som medarbejder får mulighed for at udvikle sig fagligt.