Nyheder / wicotec-fusionerer-med-kirkebjerg

03.07.2012 - Selskabsmeddelelse

Wicotec fusionerer med Kirkebjerg

Per Aarsleff A/S har indgået aftale med ejerne af Kirkebjerg A/S om at fusionere de to selskaber Wicotec A/S og Kirkebjerg A/S til en stor og konkurrencestærk installationsentreprenør. Fusionen får navnet Wicotec-Kirkebjerg A/S og skaber et endnu stærkere installationsfirma med en særlig profil inden for teknikentreprenørsegmentet.

Selskaberne har tidligere arbejdet sammen i forskellige konsortier blandt andet på Danish Crowns storslagteri i Horsens og på Operaen i København. I øjeblikket arbejder selskaberne sammen som underleverandør til Siemens på signalprojektet for Banedanmark. Det fusionerede firma vil generelt stå stærkere i konkurrencen på det danske installationsmarked og specielt i konkurrencen om det stigende antal teknikentrepriser på større nybyggerier. Det gælder fx et betydeligt volumen i forbindelse med nye planlagte storsygehuse samt på serviceprægede opgaver.

Aarsleff-selskabet Wicotec forventer i det nuværende regnskabsår at omsætte for cirka 550 millioner kroner og Kirkebjerg for cirka 450 millioner kroner. Begge selskaber har overvundet en midlertidig afmatning i forbindelse med kreditkrisen og er i en god udvikling med stigende resultater og tilfredsstillende ordrebeholdninger.

Ejerforholdet i den fusionerede virksomhed reguleres, således at den fremtidige fordeling vil være 80 % til Per Aarsleff A/S og 20 % til brødrene Aksel og Henrik Frandsen, som vil indgå i den fremtidige ledelse. Det er aftalt, at Aarsleff overtager de resterende aktier senest 1. april 2021 til indre værdi.

Det er målsætningen, at overskudsgraden i løbet af en kort periode øges fra det nuværende 1-2 % til 3-4 % af omsætningen.

Ledelsen af det fusionerede firma vil blive varetaget af administrerende direktør Bjørn H. Krarup, direktør Henrik Frandsen, direktør Bøje Ernst Nielsen og direktør Aksel Frandsen.

Fuldbyrdelsen af fusionen afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse og vil i givet fald træde i kraft 1. oktober 2012.

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Ebbe Malte Iversen, Per Aarsleff A/S, tlf. 8744 2222.
Administrerende direktør Bjørn H. Krarup, Wicotec A/S, tlf. 4332 4229.
Administrerende direktør Henrik Frandsen, Kirkebjerg A/S, tlf. 4690 3417.