Nyheder / strenge-svenske-støjkrav-overholdes

01.06.2014 - Funderings nyhedsbrev

Strenge svenske støjkrav overholdes

Det er attraktivt at bo i byen, og efterspørgslen på boliger i storbyerne er stadig stigende. Men byggemodning i tæt bymæssig bebyggelse kan være udfordrende og stiller tit store krav til udførelsesmetoderne. Dels skal bygherre og entreprenør tage hensyn til, at de omkringliggende bygninger ikke får sætningsskader, og dels bliver de ofte mødt med strenge krav til dæmpning af støjen, når der skal rammes spuns og pæle.

Skrappe krav til støj på Värtahamnen
Aarsleff er netop nu i gang med et spændende projekt på havnen i Stockholm, hvor Värtahamnen skal udbygges.  Det omfattende projekt indeholder blandt andet ramning af mere end 1.000 rørformede stålpæle med varierende diameter fra 864 til 1.187 millimeter og længder på helt op til 58 meter.

Som en særlig udfordring er der meget strenge krav til støjniveauet. Det betyder, at vi ikke kan ramme pælene med det materiel, som vi normalt anvender.  Grænseværdierne i Stockholm er på hverdage mellem 7:00-19:00 på 60 dB., mens vi i de resterende timer af døgnet skal holde os under 45 dB.

Nyt materiel for at klare kravene
For at løse udfordringen med de svenske støjkrav, har vi udarbejdet en alternativ rammemetode. ”Fordi det er vanskeligt at lave en effektiv støjdæmpning på mæglerhængt rammegrej, fandt vi et helt nyt specialdesignet støjdæmpende system, som vi monterer på vores frithængende hammer. Målt i værdier kan vi nu dæmpe støjniveauet med cirka 15 dB.”, fortæller Dennis Jensen, der er projektleder ved Aarsleff.

Simpelt men effektivt design
Det støjdæmpende system er bygget op som en kraftig gummibælg, der kan hæves og sænkes med tre hydrauliske spil. Systemet er udviklet af samme producent, som producerer den frithængende hammer, så det kan nemt påmonteres.

”Stålpælene bliver i første omgang vibreret ned, men fordi pælene skal sættes i grundfjeldet, bruger vi hammeren de sidste meter. Når pælene når ned til grundfjeldet, sænker vi hammeren og det støjdæmpende system ned over toppen af pælen og rammer den de sidste meter”, fortæller Dennis Jensen og fortsætter: ”Rent faktisk reducerer vi støjen så meget, at det svarer til, at man ville kunne føre en samtale i umiddelbar nærhed af arbejdet”.

Projektet i Stockholm er første gang, hvor systemet anvendes i produktion. Tidligere er det udelukkende anvendt i mindre testopgaver.