Nyheder / indkaldelse-til-ordinær-generalforsamling

08.01.2014 - Selskabsmeddelelse

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Per Aarsleff A/S afholder ordinær generalforsamling den 30. januar 2014 kl. 15:00 på selskabets kontor, Lokesvej 15, 8230 Åbyhøj.

Referat fra den ordinære generalforsamling offentliggøres hurtigst muligt efter generalforsamlingen.

Anmeldelsesfrist for deltagelse
En aktionær eller dennes fuldmægtig, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal senest den 27. januar 2014 have anmeldt sin deltagelse over for selskabet. Tilsvarende gælder en eventuel rådgiver for aktionæren eller dennes fuldmægtig.

Deltagelse i generalforsamlingen kan anmeldes ved indsendelse af blanket i udfyldt og underskrevet stand. Blanketten til brug for anmeldelse af deltagelse i generalforsamlingen kan hentes på selskabets hjemmeside – www.aarsleff.com – og skal være selskabet i hænde senest den 27. januar 2014. Der vil derefter blive fremsendt adgangskort til brug for fysisk deltagelse til den på blanketten anførte adresse.

Adgangskort udleveres mod behørig legitimation på selskabets kontor fra og med den 16. januar 2014. For aktionærer, der ikke er noteret i ejerbogen, kræves for udstedelse af adgangskort en aktuel udskrift fra Værdipapircentralen eller det kontoførende institut (depotstedet).

Fuldmagt
Fuldmagt kan hentes på selskabets hjemmeside – www.aarsleff.com – og skal være selskabet i hænde senest den 27. januar 2014.

Brevstemme
En aktionær har endvidere mulighed for at afgive brevstemme, inden generalforsamlingen afholdes. Stemmeseddel kan hentes på selskabets hjemmeside – www.aarsleff.com – og skal være selskabet i hænde senest den 27. januar 2014.

Aktiekapitalens størrelse og stemmeret
Selskabets aktiekapital udgør 45.300.000 kr. opdelt i 2.700.000 kr. A-aktier og 42.600.000 kr. B-aktier. Jævnfør vedtægternes § 10 gælder følgende vedrørende stemmeret: Hvert A-aktiebeløb på 100 kr. giver 100 stemmer, og hvert B-aktiebeløb på 10 kr. giver 1 stemme.