Nyheder / aarsleff-skal-udføre-vandbehandlingsanlæg-i-sri-lanka

29.08.2008 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff skal udføre vandbehandlingsanlæg i Sri Lanka

Aarsleff har fået kontrakt på udførelse af et nyt stort anlæg til behandling af drikkevand i udkanten af Sri Lankas hovedstad Colombo. Anlægget skal dagligt behandle 180.000 kubikmeter overfladevand, som indtages fra floden Kelani. Anlægget skal forsyne 450.000 indbyggere med rent drikkevand.

Kontrakten har en værdi af 365 millioner kroner og er en turnkey-kontrakt omfattende projektering, levering og montering af mekanisk og elektrisk udstyr. Derudover indeholder kontrakten klippesprængning, udførelse af flodindtag og etablering af hovedtransmissionsledninger.

Kontrakten er indgået med Sri Lankas National Water Supply and Drainage Board og er finansieret af Danidas blandede kreditter.

Arbejdet begynder nu og forventes afsluttet i juli 2010. Det udføres i konsortium med malaysiske Salcon Engineer Berhad. Salcons konsortieandel er på 40 %, mens de resterende 60 % er Aarsleffs, ligesom Aarsleff er pennefører.

Aarsleff har netop afsluttet et større kloakrenoverings-projekt i Colombo.

Ordren giver ikke anledning til at ændre forventningerne til indeværende års resultat, som afsluttes 30. september 2008.