Nyheder / aarsleff-skal-renovere-de-hollandske-kloakker

22.11.2013

Aarsleff skal renovere de hollandske kloakker

Aarsleff har indgået en længerevarende kontrakt i Groningen i Holland. Fremover er det Aarsleff og en hollandsk partner, som skal renovere kommunens kloaknet

Per Aarsleff A/S har indgået sin hidtil væsentligste kontrakt på det hollandske marked. Efter afholdt licitation og efterfølgende kontraktforhandlinger er det lykkedes at opnå en flerårig kontrakt på løbende renovering af kloaknettet i den hollandske kommune Groningen.

Kontrakten er inspireret af principperne fra en igangværende rammeaftale mellem Aarsleff og Aarhus Vand A/S om kloakrenovering i Aarhus Kommune. En rammeaftale, som udføres i partneringsamarbejde og blandt andet indeholder målsætninger om løbende effektiviseringer over en flerårig periode, hvor målet er, at samarbejdet mellem entreprenør og bygherre skal medføre rationaliseringer og dermed reducere omkostningerne til vedligeholdelse af kloaknettet.

Aarsleff har været aktiv på det hollandske marked gennem de seneste år, og opgaven i Groningen er den hidtil væsentligste. ”Vi er glade for, at vi kan eksportere Aarsleff Rørtekniks aktiviteter til Holland også og ser frem til det nye samarbejde. Samtidig er vi sikre på, at vi kan drage stor nytte af vores erfaring fra partneringsamarbejdet med Aarhus Vand og fra flere års godt samarbejde med en lang række danske kommuner og forsyningsselskaber”, fortæller afdelingsdirektør i Aarsleff Rørteknik Hans Christensen.

Direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, mener, at Aarsleffs succes på det hollandske marked viser, at der er et stort potentiale i Europa for at eksportere dansk knowhow: ”Der ligger mange danske arbejdspladser og et stort marked i Europa inden for blandt andet kloakrenovering og klimatilpasningsløsninger, fordi vi i Danmark er blandt de førende i verden på dette område. Det er vi blevet gennem et tæt, dialogbaseret og innovativt samarbejde mellem private virksomheder som Aarsleff og de danske vandselskaber. Det er en position, vi skal udnytte og styrke yderligere, men som kræver fuld opbakning fra politisk hold”.

Rammeaftalen mellem Aarsleff og Groningen løber i resten af 2013 og hele 2014 med mulighed for to års forlængelse. Kontrakten har en anslået værdi på cirka 16 millioner euro og udføres i samarbejde med det hollandske entreprenørfirma BAM Nelis De Ruiter bv.