Nyheder / aarsleff-indgår-kontrakt-på-verdens-største-havmøllepark

03.11.2009 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff indgår kontrakt på verdens største havmøllepark

Aarsleff og tyske Bilfinger Berger GmbH har i dag indgået kontrakt på udførelse af første etape af London Array, verdens største havmøllepark.

Havmølleparken etableres cirka 20 kilometer ud for kysten ved Kent og Essex ved Themsens flodudmunding. Første etape af London Array-projektet har en samlet kapacitet på 630 MW. Når projektet er færdigt, vil den 1000 MW store havmøllepark dække energiforbruget i 750.000 husstande – svarende til en fjerdedel af alle hjem i London.

Bag projektet står et konsortium bestående af DONG Energy fra Danmark, E.ON Climate & Renewables fra Tyskland og Masdar Initiative fra Abu Dhabi.

Kontrakten har en værdi af cirka tre milliarder kroner og er dermed Aarsleffs hidtil største kontrakt.

Fremstilling og installering af 177 monopælfundamenter samt installation af møller
Kontrakten består af fremstilling og installering af 177 monopælfundamenter – 175 til vindmøller og to til transformatorstationer samt installation af de 175 vindmøller. Monopælene er i længder på op til 60 meter og med en vægt på 500 tons. Foruden selve monopælen består fundamentet af et overgangsstykke med en vægt på 400 tons og en længde på op til 30 meter. Diameteren på fundamenterne er 5,7 meter.

Udførelsesperioden er 2009-2012. Planlægningen og produktionen af fundamenterne bliver hovedsageligt udført i perioden 2009-2010. Selve installationen af fundamenterne og møllerne foregår i 2011-2012.

Betydningsfuld ordre
Ordren har stor betydning for Aarsleff. ”Vi har stor fokus på etablering af havmølleparker i Nordeuropa og er godt rustet til udvikling af teknisk, økonomisk og tidsmæssigt optimerede løsninger”, siger direktør Lars Carlsen.

Projektet udføres i ligeligt delt konsortium med tyske Bilfinger Berger GmbH med Aarsleff som pennefører. Begge har stor erfaring fra udførelse af havmølleparker og samarbejder pt. på etableringen af havmølleparken Rødsand 2 og den noget mindre havmøllepark nord for Sprogø. Sidste år stod konsortiet desuden for etableringen af havmølleparken Horns Rev 2.

Resultateffekten af kontrakten i 2009/2010 vil indgå i resultatforventningerne, som oplyses som vanligt i forbindelse med offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen for regnskabsåret 2008/2009.